
Foto: JSLP
Miliardsatsning på golfresort syd for Kolding.
05-02-2009 kl. 10:00 af Redaktionen
Det lyder næsten som en joke, at to golfentreprenører starter et nyt miliardprojekt - mens golfbaner flere steder i landet er nødlidende. men ikke desto mindre har ejeren af Lübker Golf Resort kastet sig over et ny miliardprojekt sammen med en anden herre fra vindmølleindustrien - nemlig Arne Hougaard.
Det kan godt være, at der er global finanskrise, men jyderne er kendt for at gemme lidt på kistebunden til dårlige tider. Er man samtidig iværksættere med forretningsmæssig og økonomisk succes, sætter man gerne lidt af formuen ind på at skabe anderledes og moderne forretning med plads til både velvære og nye, lokale arbejdspladser.
To-tre milliarder kr.
Poul Anker Lübker fra Nimtofte og Arne Hougaard fra Kolding er begge ildsjæle, og de har lært hinanden at kende i vindmølleindustrien, hvor de begge har bidraget til store eksportsucceser. Måske er det derfor, at de ikke bygger læhegn, når det blæser. I stedet har først Poul Anker Lübker skabt Nordeuropas største og mest roste golfanlæg nogensinde med det børsnoterede Lübker Golf A/S på Djursland. En virksomhed, som er gældfri og derfor økonomisk robust.
Og nu har de to venner fra vindmølleindustrien kastet sig ud i et nyt golfprojekt, der fra begyndelsen er mere finansielt velfunderet, selv om det samlede niveau for investering ligger på mellem to og tre milliarder kroner over de kommende 12 år. Projektet omfatter foruden et golfanlæg i international topklasse også opførelse af 110-150 helårshuse og 300-450 feriehuse. Beliggenheden er planlagt til blot 10 kilometer syd for Kolding centrum, ikke langt fra Skamlingsbanken og kun to timer fra København.
Allerede i 2013 er det meningen, at der i et 200 hektar kuperet mark- og skovområde mellem Binderup By og Sønder Bjert Strand og Binderup Strand skal kunne spilles på 27 golfhuller af høj international standard og nydes en pause eller to i klubhuset, hvorfra udsigten går over Lillebælt mod Brandsø og Wedellsborg på Fyn.
Lækkert som Lübker
- Idéen til et golfanlæg syd for Kolding blev for et par år siden fostret af den lokale politiker Jens Andersen, som bor ved stranden. Men der kom ikke rigtig gang i tingene, før vi i november 2008 tog kontakt til Poul Anker, der med Lübker Golf Resort netop havde åbnet et fantastisk anlæg. Vi tog en snak om mulighederne, og vi tror begge, at vi kan skabe synergieffekt mellem to resorts, fordi de er i international topklasse, siger Arne Hougaard, der i Kolding og omegn bedst er kendt som AH.
Planen er, at det nye golfprojekt skal etableres i samme unikke, internationale standard som Lübker Golf Resort. Det gælder for golfanlægget, hvor man allerede i projektfasen har sat mål i 2013 om at opnå internationale hæderstitler som Lübker Golf Resort med ”Best New International Golf Course” og ”Development of the Year”.
Store ambitioner
Også på naturområdet blomstrer ambitionerne om et løbende samarbejde med Kolding Grønne Råd til fastlæggelse og sikring af de planlagte miljø- og naturforbedringer på området. Det er målet at være i særklasse indenfor miljørigtige anlæg og drift af golfbaneanlæg, naturgenopretning og landskabspleje.
- Det er et ambitiøst projekt, der integrerer byudvikling, helårsturisme, naturgenopretning i det åbne land, kultur og ikke mindst en særlig profilering af Kolding, foruden hele regionen og landet. Flere mennesker vil få rigere naturoplevelser og dyrene vil frit kunne bevæge sig på resortet uden blokerende barrierer, siger Poul Anker Lübker, der har fået ros af blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Golf Union for de bæredygtige løsninger i resortet på Djursland.
Læs mange flere spændende artikler på www.golfmagasinet.dk, hvor du også kan tilmelde dig et abonnement på GOLFmagasinet, deltage i konkurrencer om flotte præmier og meget mere.