Les Bordes: Ypperlig fransk fristelse
03-02-2009 kl. 10:00 af Jan FrimodtLes Bordes har fået så mange roser, at ord som ’den ypperste’ er på sin plads, og det kan synes overflødigt at tilføje noget som helst – ud over, at roserne er fuldt fortjente. I stedet skulle man måske dvæle ved betegnelsen ’sjældneste’. Eller rettere ’mindst kendte’, for dét er Les Bordes sammenlignet med den lille, eksklusive samling baner, der i Peugeot Golf Guide 2008/09 fik 19 ud af 20 mulige point. Disse baner – fx Royal County Down, Ballybunion, Carnoustie og Royal Birkdale – ligger alle i Storbritannien eller Irland. På nær to, som er fra kontinentet: Valderrama og så altså Les Bordes.
Der er tre grunde til, at Les Bordes er mindst kendt. Europatouren har aldrig lagt vejen forbi. Med sin beliggenhed syd for Orleans tager det fem kvarter at køre dertil fra Paris og knap to timer fra Charles de Gaulle-lufthavnen. Endelig har banen i flere perioder ikke været tilgængelig for almindelige greenfee-gæster.
BLÆNDET ÆREFRYGT
Denne golfreporter mødte Les Bordes med ’blændet ærefrygt’, akkurat som når man møder en kendt person, man beundrer. Og ærefrygten blev ikke mindre, i takt med at jeg bevægede mig rundt på banen, og den så sandelig åbnede ’sin rige kalk’.
Jeg må tilstå, at jeg kun har spillet én af de førnævnte 19 point-baner, nemlig den irske linksbane Portmarnock. Linksbaner er pragtfulde, og én linksbane kan være forskellig fra en anden mht. bevoksning og klitternes størrelse. Men på en linksbane åbner der sig ikke megen rig kalk undervejs. Kort, groft og ubønhørligt sagt: På selv den bedste linksbane er hullerne forholdsvis ens.
Der er mange kvaliteter ved Les Bordes, men den største er banens variation og den måde den, ligesom Victoria Regia, udfolder sig på. De første ni huller er kombineret parkbane og skovbane med masser af forskellige træer på begge sider af fairways. På to-tre af hullerne står træerne i kanten af fairway og er dermed i spil. På resten er der semirough mellem fairway og træerne, så de står længere væk og kun straffer virkelige skæverter.
Der er vand i spil på 4., 7. og 9. hul, også dét med variation: En ’hen over’-sø på det korte 4., en ’rundt om’-sø på det lange, dogleg venstre 7. samt en ’hen over’-å på 9. Bagni er knap 200 meter længere end forni. Halvvejs nede ad 10. fairway forlader man træerne og kommer ud i helt åbent terræn på de næste fem huller. Og nu slår Les Bordes’ svar på Amen Corner til med vand på 11., 12., 13. og 14, men igen med variation: 11. minder om 7., bare kortere, 12. byder på en ’hen over’-sø i drivet, 13. er ligesom 4., og for enden af det lange 14. dukker der sandelig en øgreen op. Herefter føles 15. som et nemt hul uden vand og uden greenbunkers. Ind blandt træerne igen til de sidste tre huller, og på det afsluttende lange par 4 sætter Les Bordes trumf på med sin ikke tidligere sete kombination af træer i spil langs fairway og vand i spil.
ANDRE KVALITETER
En anden stor kvalitet ved Les Bordes er den måde, den amerikanske banearkitekt Robert von Hagge har udlagt banen på. Fra teestedet kan du på alle lange, lige huller se flaget undtagen på 14. Og på lange dogleg-huller er du aldrig i tvivl om, hvor bolden skal drives hen.
Heller ikke ude på fairway er der problemer. Der er – måske bortset fra drivet på 14. hul – ikke et eneste tidspunkt, hvor man er i tvivl om, hvor bolden skal hen. Andre kvaliteter giver nærmest sig selv på en verdensklassebane som denne. Standen er superb. Hullerne er spredt ud over masser af plads. Greens er store og lækre at putte på. Og med 6.027 meter og slope 141 fra herretee er banen en udfordring for langt de fleste.
Ellers kan man spille fra backtee, hvor den hedder 6.420 meter og slope 148. I klubhuset hænger en tavle med navn og tilhørende flag på dem, der siden 2002 har gået Les Bordes i under 80 slag fra backtee. Blandt de få ses prominente navne som Darren Clarke og Ronan Rafferty. Der er også en dansk Larsen, to gange endda, og en Jensen. Ingen svenskere, mærkeligt nok. De professionelle på den britiske Euro- Pro-tour, som er niveauet under Challengetouren, besøgte Les Bordes i efteråret 2008. Turneringen blev vundet på tre under par, og der blev sat banerekord med en 68’er.
RÅ SKØNHED
En meget subjektiv kvalitet ved en bane er, om den er smuk. Les Bordes har en naturlig, nogle steder lidt rå karakter. Eg, bøg, birk, gran, sølvgran med flere står blandet langs fairways. Søbredderne er ikke voldsomt trimmede. Og der er heldigvis ingen vandfald i søerne. Næsten hvert eneste hul på Les Bordes udgør et tableau-agtigt hele set fra teestedet. Og det er lige gyldigt, om man kan se flaget, eller der er tale om et dogleg.
Lige så smukke er hullerne, når man står på greenen og kigger baglæns. Er der smukke huller på en bane, er det lettere at huske det ene hul fra det andet. Det kan være svært på linksbaner – det er det ikke på Les Bordes. Her står man kun tilbage med luksusproblemer som at være specifik, når man taler om ’Det flotte par 3-hul med søen foran green’ for både 4., 8. og 13. er som skabt af den dygtigste franske landskabsmaler.
Turen venstre om på 7. huls mesterlige dogleg glemmer man heller ikke lige med det samme. Efter et stille drive kan man satse og skære så meget vand man tør i andetslaget, og derefter skal bolden stadig flyves over vand og ind på green i tredjeslaget. Så kommer den spektakulære ø-green på det 488 meter lange 14. hul. Langs gangbroen, der fører ud til greenen, står der karper med åben mund i vandoverfladen. De er vist vant til at få brødkrummer, men de må også finde sig i hårdere kost af den runde, hvide slags ...
Og endelig 18. hul, som med sine 378 meter, svagt dogleg venstre og en sø, bolden skal flyves hele vejen hen over for at nå green, er både svært og gudesmukt. Kun én ting kunne gøre ypperlige Les Bordes helt perfekt: Nogle eksemplarer af Victoria Amazonica.
| Det nye Les Bordes Forretningskonsortiet bag det nye Les Bordes vil udvide med et resort på yderligere 36 huller, men med fuld respekt for de eksisterende 18. Det er i grove træk meningen, at salget af 220 byggegrunde på den eksisterende banes område skal fi nansiere 36 huller – 18 af dem designet af von Hagge – plus et femstjernet hotel med 160 værelser og spa samt tennisbaner og ridecenter. Dette Bel-Air Resort vil blive bygget på 320 tilstødende hektar. Navnet stammer fra et lille 1700- tals slot på området, der vil blive indrettet som resortets klubhus. Byggegrundene kommer til at koste fra 1 mio. euro. De bliver i gennemsnit på 8.000 kvadratmeter. Dermed er der god plads til at etablere et obligatorisk, mindst ti meter dybt ’curtain of nature’ mellem hus og banegrænse. På den måde vil man hverken kunne se husene fra banen eller omvendt, forklarer en af de engelske konsortie-bagmænd. Resten af fi nansieringen skal komme fra salget af 450 aktier til indledningsvis 100.000 euro stykket, som giver fuld spilleret på den gamle bane. De, der køber en aktie, får førsteret til at købe en byggegrund. Aktierne giver endvidere ret til at have gæster med på banen og til gratis transport til og fra lufthavnen ved hvert besøg. Desuden får hver aktiekøber et sæt golfkøller magen til dét, han eller hun allerede spiller med. Et sæt, der kan stå permanent på Les Bordes. | Om Les Bordes Der var nærmest carte blanche til banearkitekt Robert von Hagge, da Bich og hans japanske forretningspartner Yoshiaki Sakurai bad von Hagge udlægge banen i et 380 hektar stort område i Loiredalen lige uden for Beaugency, syd for Orleans. Mange mener, at Les Bordes er von Hagges bedste. Banen åbnede i 1986 som Bich og Sakurais private, men, viste det sig, lidt for dyre golfl egeplads. I 1990 åbnede man for greenfeespil. Greenfee var på det tidspunkt 500 franc. I 1994 døde Bich, og Sakhurai overtog banen. I perioden 1996-2000 blev den gjort lettere at spille, og greenfee sat ned. I 2002 dannedes der en egentlig medlemsklub, men banen var stadig åben for greenfee- spil. I begyndelsen af 2008 overtog en gruppe internationale forretningsmænd Les Bordes fra Sakurais fi rma Kosaido International, og banen blev lukket for greenfee- spil. En enkelt dansk hr. Andersen er blandt klubbens 82 medlemmer. Ellers er der flest franske, britiske og også nogle japanske navne på skabene i omklædningsrummet: To Bich-sønner, fem fra entreprenør-dynastiet Bouygues og, tættest på bruserne, Yoshiaki Sakurai. |
Læs mange flere spændende artikler på www.golfmagasinet.dk, hvor du også kan tilmelde dig et abonnement på GOLFmagasinet, deltage i konkurrencer om flotte præmier og meget mere.
