De nye regler for ”grooves” - hvad betyder de for dig og mig? 13-10-2008 kl. 10:00 af Sidse Pein-Lorenzen, Foto: Magnus Klitten og Getty Images
R&A og USGA har med bekymring set udviklingen af jern og deres ’grooves’ nå til et punkt, hvor en topprofessionel spiller med de rigtige jern i bag’en kan få omtrent samme træf på bolden fra tæt rough som fra fairway. Det ønsker regelmagerne at stoppe, så nu laves der i samarbejde med producenterne af udstyr begrænsninger på dybde og skarphed af grooves på alle jern med et loft på mere end 25 grader – typisk 5-jern og opefter – så det ikke længere er så ’nemt’ at slå de vanskeligere slag fra roughen. Tanken er, at fairway-hits og præcision fortsat skal være en væsentlig del at spillet.
Skal gælde fra 2010 Fra 2010 skal de nye Regler for grooves gælde for de store professionelle tours – fra 2014 for de almindelige pro-tours og top-elite-amatørturneringer. Det vil sige, at det først er fra 2014, at det får betydning for andre end de professionelle på de store tours. Hensigten er dybest set at ’ramme’ topspillerne, men ingen er glade for to sæt regler, så i den sidste ende skal det gælde for os alle. Jeg kan se, at det flere steder står beskrevet, som om alle spillere skal have deres jern skiftet ud fra 2014, men det er heldigvis ikke tilfældet; først i 2020 vil selve Reglen om grooves blive taget op til revision, og en regelændring, der vil gælde alle spillere, vil tidligst komme i 2024.
Kort sagt De jern, almindelige spillere og sub-elitespillere har i deres bag allerede, og jern, der fremstilles og kan købes til og med 2010, må anvendes indtil 2024 – måske endda længere frem. Spillere vil altså kunne bruge deres jern mange år, og alle eksisterende jern på markedet er lovlige at indkøbe. Interesserede kan læse mere på R&A’S HJEMMESIDE
Læs mange flere spændende artikler på www.golfmagasinet.dk, hvor du også kan tilmelde dig et abonnement på GOLFmagasinet, deltage i konkurrencer om flotte præmier og meget mere.