GOLFmagasinet.jpg
Tip en ven Print
Hold da helt golfferie
Foto: JSLP

Hold da helt golfferie

Golf er i vækst i Europa som en del af ferie- og fritidsøkonomien. Det bekræfter ny undersøgelse. 10-11-2008 kl. 10:00 af Regner Hansen Foto: Jens Morten
Alle golfspillere, som har været i Spanien eller Portugal på det seneste, havde det nok på fornemmelsen. Golføkonomien boomer – ikke mindst i middelhavslandene. Nu bliver tendensen bekræftet af firmaet KPMG, som har udarbejdet den første undersøgelse af sin art om golføkonomien i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Golf vigtig for nationaløkonomien
Golf i Europa vokser stærkt, især inden for turisme og ejendomme, og har nu en samlet årlig værdi på over 373 mia. kr. Golfsektoren understøtter en halv million arbejdspladser og har i Spanien og Portugal fået nationaløkonomisk betydning.

Betaler gerne mere for golfbolig
Næsten halvdelen af indtjeningen fra golf sker inden for ferie- og fritidsøkonomien – med golfboliger som den suveræne topscorer. Det golfrelaterede ejendomsmarked er næsten fem gange så stort som investeringen i selve golfbanerne. Køberne er villige til at betale op mod 30 procent ekstra for en bolig, som indgår i et golfresort eller er nabo til en bane, viser undersøgelsen.

Europa vinder ind på USA
Også golfturismen griber om sig i Europa. Efterhånden er én ud af hver 100 ferierejser til Spanien, Portugal, Frankrig eller Italien en golfrejse. Alligevel er Europa – trods væksten – stadig bagud i forhold til USA, hvor golføkonomien er tre gange så stor. Men afstanden svinder ind, og golf som økonomisk faktor har været stagnerende ”over there” i det nye årtusinde.

Danmark godt på vej
I Europa er antallet af golfbaner og - spillere fordoblet siden 1985. Danmark er ikke omtalt direkte, men følger godt med, når det gælder vækst. Antallet af baner øges, og der er nu langt over 200 af slagsen, hvis Pay & Play-baner regnes med. Og flere er på vej – enten som enkeltstående baner eller som led i resorts eller med fritidsboliger. Blandt de nye er Lübker Golf Resort på Djursland, Palm City ved Frederikshavn og Royal Oak Golf Resort i Jels vest for Kolding/Haderslev.

Resortprojekterne får det svært
Spaniens økonomi er pustet op af et overophedet ejendomsmarked, og golfrelaterede spanske ejendomsprojekter risikerer at falde i pris, og der er fare for samme udvikling i Danmark. En teori, der bakkes op af Henrik H. Brandt, direktør i Idrættens Analyseinstitut: – Resorts rammer noget hos publikum, men de kan selv blive ramt af noget, som ikke har med golf at gøre, nemlig afmatningen på ejendomsmarkedet, siger Henrik H. Brandt. Han bliver ikke overrasket, hvis nogle af resortprojekterne får det svært.

Læs mere om undersøgelsen hos GOLFBENCHMARK

Læs mange flere spændende artikler på www.golfmagasinet.dk, hvor du også kan tilmelde dig et abonnement på GOLFmagasinet, deltage i konkurrencer om flotte præmier og meget mere.

JSL PUBLICATIONS A/S © 2009 - WWW.JSLP.DK