Golf i gorillaland

- Bare rolig, her er ingen slanger, når det regner, siger den 19-årige caddie Mike som kommentar til et par huller i Kigali Golf Clubs ellers velholdte bane.

Klubbens navn henviser til, at den har hjemme i Rwandas hovedstad, nærmere bestemt i den nordlige bydel Nyarutarama. Rwanda er ellers bedst kendt for sine truede bjerggorillaer, Diane Fossey (måske husker du filmen Gorillas in the Mist) og det frygtelige folkemord for 13 år siden, hvor de regerende hutuer forsøgte at komme de rivaliserende tutsier til livs. Men nu er landet fredeligt og også hjemsted for et par særprægede golfoplevelser.

Banen er en blanding af en parkbane, og hvad der minder om et ryddet vildnis, som sirligt er blevet forvandlet til en spændende golfoplevelse.

Mike er en ung rwander, som i denne regnvejrsstund ligesom alle andre dage tjener til livets opretholdelse som caddie på den bakkede og udfordrende bane. Han kan hverken læse eller stave, men takket være sit arbejde har han lært at tale et letforståeligt engelsk.

På disse kanter forventes det, at man lader en caddie om at tage slæbet med køllerne. Og det er også en da også en absolut nødvendighed, hvis fødderne ikke skal blive trætte af at lede efter det rigtige teested på det rigtige tidspunkt, da skiltningen er minimal. Det koster da også kun beskedne 20 kr. at have Mike eller en af hans jævnaldrende kolleger med banen rundt.

De første syv huller kan bedst beskrives som en del af en parkbane, selvom en højdeforskel på cirka otte meter fra herrernes teested til green på banens 3. og længste hul afviger en smule fra denne beskrivelse.

Køb bolde i roughen
Denne dag i slutningen af oktober siler regnen ned ved frokosttid, da 1. tee byder velkommen. Fairwayen er begroet med en eksotisk græssort med korte, brede og grove blade. Dette græstæppe bliver dog allerede afløst af et mere velkendt og toptrimmet klæde på 3. hul, et par 5-hul på ikke færre end 520 meter fra herrernes og 427 meter fra damernes teested med et dogleg mod højre.

Kigali Golf Clubs bane er ikke overrislet med søer og vandløb, men efterhånden, som regnen tager af og bliver afløst af højt solskin, ekspederes bolden frem og tilbage over en lille ådal på hullerne 5 til 7.

- 300 franc!

Fem-seks af de lokale børn henter penge hjem til familien ved at finde bolde på golfbanen og sælge dem til spillerne. 300 rwandiske franc svarer til cirka tre kroner og gør boldene to kroner billigere end oppe ved klubhuset.

- Splosh!

Bolden finder vej til vandet på 6. hul, og drengene tøver ikke med at smide kludene for at gå på skattejagt. Snart står tre spinkle kroppe på hovedet i det mudrede vand for at bringe den hvide bold op i dagens lys.

Mike er en god hjælp på banen, som han selv får lov at spille hver mandag morgen.. Han kender alle tænkelige blinde slag og fortæller, hvordan han på sine gode dage går banen i 80 slag, otte slag over banens par.

Han viser vej til 8. hul, som markerer det første af ni huller, der er anlagt som på en savanne midt i byen. Herude bager solen ned på termitboer, mens væverfuglene broderer deres hængende reder med strå. Tanken om slanger melder sig igen, men Mike bedyrer, at han aldrig er blevet bidt i de seks år, han har haft sin gang på banen. Derudover har varmen den fordel, at myggene bliver sløve og ugidelige, og risikoen for at få en gang malaria med hjem svinder fra lille til minimal.

Det er let at hente sig et besværligt leje på Rwandas eneste golfbane, men Mike lægger med glæde og uopfordret bolden til rette oven på græsset før hvert slag.

Lokale henter vand ved fairway

Herude i det studsede vildnis banker virkeligheden pludselig på døren igen, da en forsamling af lokale dukker op på fairwayen på 16. hul. Her udmunder et af de plastikrør, som fører vand fra bjergene ned til Kigali. Mike må i aktion for at gøre opmærksom på faren ved en vildfaren golfbold, før de lokale genoptager vandindsamlingen i deres medbragte plastikdunke.

Banens sidste to huller er så bølgende, at de trækker de sidste kræfter ud af kroppen. Heldigvis byder klubbens terrasse på en udendørs bar, hvor der kan købes øl og vand til billige penge.

Banen ved Kigali er et åndehul i hovedstaden, hvor luften ellers ofte bliver svær at trække ned i lungerne på grund af store mængder sandstøv og bilos. Derudover stiller Kigali Golf Club ikke spørgsmålstegn ved gæsternes golfevner, og du kan derfor frit spille, selvom du blot har interesse for golf, men aldrig har været medlem af en klub.

Hvis vejen falder forbi Kigali, og der bliver tid til at sende et par golfbolde af sted over det afrikanske kontinent, er det en god idé på forhånd at aftale med en taxa at dukke op ved Kigali Golf Club, når runden er forbi. Klubben råder nemlig ikke over en telefon.

Mike håber, at han kan finde et bedre job, som giver mere i løn. I øjeblikket tjener han cirka 200 kroner om måneden, og han er ene om at forsørge sin mor, sin ældre søster og sin yngre bror. Mikes far blev myrdet under folkemordet i Rwanda i 1994, hvor hutuernes forsøg på at udrydde tutsierne kostede godt en million mennesker livet. I dag bor der knap 10 mio. mennesker i Rwanda, 85 procent er hutuer, og 14 procent er tutsier.